TIDEN MÅ VENTE - MAJA INGERSLEV

Katalogtekst, Galleri Image (2010)

Tiden må vente er en installation, der består af en serie af 18 fotografier taget i Danmark, Italien og på Island og en video fremstillet i Danmark. I fotografierne mødes en verden udklippet i hvidt papir med steder og processer i naturen i de tre lande. I videoen sættes papirklippene i bevægelse i mødet med det omgivende landskab. Alle værkerne præsenterer et udsnit af naturen, stort eller lille, isoleret fra omverdenen i de tætte beskæringer. Tiden findes i resten af verden, men i disse udsnit af verden må tiden vente.

Selv uden tekst eller billede indeholder et stykke papir en fortælling. Papirets stærke konnotationer til tegnemediet, til litteraturen og det narrative bevirker, at det blanke papir rummer et særligt narrativt potentiale, som en ufortalt historie, der venter på at blive bragt til live - papirklippene udfolder sig i rummet som tegninger lavet med saks. I Tiden må vente er det hvide papir et ekspressivt medium i sig selv og bærer af sin egen historie i samspil med forskellige landskaber.
De skulpturelle papirklip vækker vores nysgerrighed; hvorfor er de der, midt i naturen? Hvilken sælsom grokraft har fået dem til at spire frem? Vi genkender papiret som (skrøbeligt) materiale, og værkerne åbner for refleksioner over både vækst og nedbrydelse, tilblivelse og forsvinden.

Som beskuer forstår vi intellektuelt, at der er en tilstedeværelse af en kunstner, ”en klippende hånd”, i værkerne. Der er sket en sirlig, kunstnerisk bearbejdelse af papiret og klippene er omhyggeligt arrangeret i de 18 installationer, men alligevel overskygges dette af fornemmelsen af, at de organiske papirklip vokser og gror ved egen kraft. Følelsen af, at kunstneren kun er til stede i fotodokumentationen som formidler og som iagttager på lige fod med beskueren, er gennemtrængende.

De kunstnerisk forarbejdede papirklip med deres materielle skrøbelighed danner i alle fotografierne modpol til den vilde natur, som de vokser frem i, mens de samtidigt er i tæt dialog med den.
I nogle af værkerne imiterer de forskellige former for natur og forsøger nærmest ubemærket at falde i ét med omgivelserne, mens de andre steder føjer et ekstra element til landskabet og insisterer på deres anderledeshed. Papirklippenes tilstedeværelse i naturen skaber en kontrast mellem vores reelle virkelighed og den virkelighed, som papirklippene konstituerer i de landskabsrum, de findes i. Som to verdener, der mødes i hvert fotografi. Mødet mellem disse verdener rummer et eventyrligt element, idet der sker en transformation af virkeligheden, når papirklippene indtager den og insisterer på deres eksistens. Denne tilstand mellem det reelle og det imaginære har eventyrstemningen i sig, en særlig drømmeagtig atmosfære. En fornemmelse af, at verden midlertidigt er gået i stå, skabes i billederne, og der findes en magi i det uudtalte, som fantasien arbejder videre med.

Langs et brusende vandfald synes en strøm af papir at pible hen over sten og græs og forbi blå klokkeblomster. En sanselig kontrast fornemmes mellem det brusende, iskolde vand og det tørre, knitrende papir. Både i forestillingen om, hvordan det ville føles at røre ved de to forskellige elementer, og i den tidslighed, som er iboende i det evigt fossende vand over for papirets ubevægelighed. Vi ved af erfaring, at vandet bevæger sig, og det ses tydeligt i billedet - tiden røber sit nærvær i bevægelsen, skønt den er fastfrosset i fotografierne. Tiden går, når noget bevæger sig, og tiden betyder uvægerligt undergang for papirklippene. De er lavet af et så let forgængeligt materiale, at når det næste stormvejr raser, eller den næste regnbyge falder, vil de miste deres oprindelige form, gå i opløsning, ødelægges. Denne sårbarhed over for naturens processer synes at tilføje en særlig følelse af tilbageholdt åndedræt til billederne; de tætte skyer er grå og bebuder regn hvert øjeblik. Selv i de solbeskinnede klitlandskaber er vejret evigt omskifteligt.

Papirklippene klinger som et ekko af det smukke og sarte i naturen selv. De barske og smukke landskaber virker storladne og uforgængelige over for papiret, men også de er underlagt foranderlige og endog ødelæggende processer, både naturlige og menneskeskabte. Udstillingen synes blandt andet at spørge til, hvordan naturens mangfoldighed er opstået og hvordan den opretholdes eller forarmes af disse processer.

Papir er et naturprodukt, og man kan få tanken, at papirets livscyklus tilendebringes, idet dette forarbejdede stykke natur genplaceres i landskabet i form af nye naturelementer; blade, kviste, smeltende sne, græs af papir. Denne handling kan ses som en poetisk gestus med sin egen indre logik, en slags tilbagebetaling til naturen fra menneskelig side.
Installationen indskriver sig i en land art-genre med dens stedsspecifikke værker i naturen, endskønt de ikke er konstrueret på stedet med fundne materialer. Naturen her er blevet forarbejdet, træfibre er blevet til kunstneriske papirklip og dermed til kulturobjekter. Tiden må vente handler ikke nødvendigvis kun om naturen selv, men i højere grad om, hvordan vi forholder os til den, og om hvordan vi vælger at interagere med den og skildre den.

Værkerne undersøger abstrakte spørgsmål om bl.a. forgængelighed og foranderlighed fra en position mellem det mikrokosmiske og det makrokosmiske, mellem det imaginære og det reelle. De skrøbelige papirklip eksisterer i en parallelverden, der trues af regn og blæst. Dette kan på et overordnet plan åbne for overvejelser om menneskelivets vilkår og de processer, der har betydning for naturen og for os. Både i det små og i det store.